Området nær Fjand Badeby

Fjand Badeby ligger midt i den skønneste natur,  mellem Vesterhavet, Nissum Fjord og Husby Klitplantage. Her finder du ro, luft og unikke naturoplevelser for børn og voksne. 

Vesterhavet

Det smukke Vesterhav har gennem årtusinder ændret kysten med dens store bølger og vindens rasen. Når man står på stranden, kan man fornemme hvordan klitterne og stranden forandres med bølgernes færd.

Vesterhavet er unikt og smukt, og har altid været både spisekammer og indtægtskilde for den lokale befolkning.

På en varm sommerdag kan Vesterhavet indbyde til en frisk dukkert i bølgerne, og er et af de reneste havområder omkring Europas kyster. Strandene ved Fjand Badeby er desuden tildelt Det Blå Flag, som gives til de bedste strande med det reneste badevand.

Omkring Fjand Badeby er der kilometervis af ren sandstrand med pragtfulde klitter, hvor hele familien kan nyde badeferien. Det er dog meget vigtigt at man tager visse forholdsregler, og færdes med respekt for havet.

Langs alle strandene findes redningsstationer, og på stranden ved Thorsminde er der i sommerperioden livreddere dagligt.

Nissum Fjord

Nissum Fjord er en stor kystlagune, hvor ferskvand fra oplandet samles, og blandes med Vesterhavets saltvand via slusen i Thorsminde. 

Fjorden er et sjældent og unikt naturområde, men gode muligheder for forskellige aktiviteter som f.eks. kitesurfing, vandre- og cykelture, samt for at udforske dyrelivet. 

På en sommerdag, hvor vinden raser fra vest og derfor kan gøre det udfordrende at bade her, er fjorden også et glimrende alternativ og særdeles børnevenlig. 

Området omkring fjorden er et åbent landskab hvor alle er velkomne. Blot skal man bevæge sig med respekt for naturen, samt overholde de gældende færdselsregler, da flere stier også går over privatejet jord.

Læs mere om naturoplevelser og aktiviteter ved Nissum Fjord her.

Husby Klitplantage

Den smukke og helt unikke natur i Husby Klitplantage skifter karakter for næsten hvert skridt du tager. 

Der findes noble ædelgraner, store bøgelunde, og helt mod vest grænser plantagen op mod Vesterhavet hvor man finder den skønneste udsigt fra toppen af de høje klitter, bl.a. ‘Marens Maw’. 

I Husby Klitplantage kan man vandre, løbe eller cykle og opleve den helt særlige natur og vestjyske stilhed.

Læs mere om naturoplevelser i Husby Klitplantage her.

Se kort over Husby Klitplantage her.